Det ultimativt hårdeste ved min skilsmisse, er så lidt jeg ser min lille dreng for tiden. Det er konstant en mærkelig fornemmelse i maven, at jeg har været vandt til at se ham hver dag i næsten to et halvt år, men nu er det kun en gang om ugen.
Derfor er det både med stor glæde og en stor klump i halsen, at jeg skal hente ham i dag til en uges ferie hos mig.
Jeg har ikke lagt de store forkromede planer for vores uge. Vi skal have tid til at finde hinanden, gå på legepladser, besøge farmor og farfar, læse bøger, se Biler og Rasmus Klump. Men alt i alt skal jeg prøve at huske på, at vi ikke skal kaste os ud i det ene store besøgsprojekt efter det andet.
Jo, det skal nok blive dejligt, selvom jeg skriver dette indlæg med en tåre der triller langsomt ned af venstre kind.
10 kommentarer
Det er også suverænt det der plager mig mest. Det kommer til at tage 100 år før jeg vænner mig til at ungerne ikke ligger og sover på deres værelser når jeg går i seng…og at de ikke vækker mig med deres pludren om morgenen.
Får dem heldigvis i eftermiddag efter at have undværet dem i 5-6 dage og skal have dem i 10 dage og glæder mig til at være sammen med dem. Vi får gæster og vi skal da nok i det lokale legeland og lige lidt ud, men i det store og hele vil jeg bare være sammen med mine børn.
Tak for genklangen, Kratlusker.
Vi er jo ikke unikke sådan som verden ser ud i dag. Heldigvis er der mange med samme historier, tanker og følelser som kan være med til at fortælle os, at det er surt, hårdt og modbydeligt – men også at der er lys derude.
Og held og lykke med jeres 10 dage. Jeg håber de bliver skønne.
Har faktisk ikke set så mange der deler ud af deres erfaringer. Min egen blog er dedikeret kun til det ene formål; mit liv som forladt og forkastet og hvordan jeg prøver at komme igennem det og jeg er så vidt jeg kan se den eneste. Måske fordi kun ganske få er villige til at være så pjevsede i mere eller mindre fuld offentlighed.
Men tak skal du have – håber på nogle rigtig gode dage med dem og det får jeg da helt sikkert.
Ja, jeg var et smut forbi din blog, Kratlusker, og jeg smækkede dit RSS-fedd ind, så mon ikke der kan være nogle erfaringsudvækslinger på den front?
Jeg er så heldig at have en rigtig god veninde og nogle bekendte i omgangskredsen, som har stået i en lignende situation, så vi kan sparre på den front med både op og nedture.
Helt sikkert. Har mine unger hjemme nu og hvor er mit hjem dog bare meget mere rigtigt, meget mere et hjem når de er her. Det trak tårer at hente dem, at se og høre dem juble over at se deres far.
Mine nedture bliver heldigvis færre og mindre og gør mindre og mindre ondt og når hun gør ting i dag som ville have slået mig totalt ud for en måned siden, så gør de mig bare trist for nogle timer.
Og så har den lille fået tre nye tænder! Tre tænder på fem dage. Fars store tøs.
Håber du nyder din tid med din knægt. Det er helt ufatteligt at der er plads til så meget hengivenhed inde i en, ikke?
Sorgen tror jeg skam ikke man undgår kommer og går. Men jeg synes, at der med tiden bliver længere mellem klumperne i halsen og tårerne over ikke at have tid med ham den lille.
Og helt sikkert det er dejligt med ham på besøg. Men jeg tror også at man som dele-forældre skal give plads og rum til at det ikke er lykkeligt og perfekt hele tiden mens man har sine børn. Mon ikke vi risikerer at skrue vores forventninger til os selv op på volumen 11?
Det gør vi nok – det er jo først og fremmest hverdag, men for mig ER hverdagen bare det vigtigste. Som en anden Dan Turell holder jeg mest af alt af hverdagen men i modsætning til hedengangne onkel, så forstår jeg også at påskønne min hverdag mens jeg har den. Mine gåture med pigerne, at give dem morgenmad, at skifte deres bleer, sågar, det er ting jeg virkelig holder af og som udgør essensen af det liv jeg påskønner.
Sidste gang jeg var alene nogle dage havde jeg det sådan set ok. Nød at have tid til at nørde lidt med computerne og få ryddet ordentligt op og set nogle film, så det er ikke sådan at ungerne skal være hjemme for at jeg kan hænge sammen. Det er bare meget mere rart når de er her. Selv når de er trætte og sure og slås, som de har gjort til aften.
Søgte egentlig efter noget andet, men blev luret herind af Google.
Og bare vil sige at nu er det – 5 år efter jeg holdt op med at være fuldtidsforældre og blev til “bare” enlig far – faktisk OK at være på deltid. Og det har det været et stykke tid, selvom det stadig er ufedt at savne sine unger – og det vil det nok altid være. Til gengæld har jeg i perioder (når ungerne ikke er her) mulighed for at være “egoist uden dårlig samvittighed”. Nogle gange kræver det seriøst arbejde at se sådan på det, men det giver faktisk mulighed for at gøre “voksenting”, at knokle igennem på jobbet eller hvad det nu er. Vel vidende, at jeg ikke svigter ungerne.
Indrømmet; Jeg har den lidt usædvanlige ære, at børnene bor hos mig det meste af tiden, så det er deres mor der er “samværsforældre”, og mit tab er mindre end de fleste fædres. Men hun gør det j oegentlig godt og jeg er sikker på at de har det så godt som de kan have det – når nu vores forhold ikke holdt.
Allways look on the briiiiiiight side of Life, som han synger.
Det var skam hyggeligt, du alligevel kiggede forbi, Thomas.
Tak for de opmuntrende ord. Jeg synes ogsÃ¥, at jeg er ekstra produktiv i min “ego-tid” faktisk, sÃ¥ der kan jeg bestemt nikke genkendende allerede.
Interessant, at du har børnene det meste af tiden. Jeg har altid været glad for mønsterbrydere!
Og helt sikkert, Eric Idle har ikke sunget den lille sang forgæves.
Rart at se det kan lade sig gøre – det er jo også min forhåbning at ungerne skal bo hos mig og have samværd med deres mor.
Og helt sikkert; det har sine positive sider at være alene. Hold da op, hvor er der mange timer i et døgn og hvor kan man nå meget når man er alene.