I går aftes var jeg til koncert med Anthony and the Johnsons og blev nok – sammen med resten af publikum – blæst godt og grundigt igennem af hans fantastiske stemme og væsen. Og så var det lige det slog mig, at noget af det der fangede mig, er at hans tekstunviser og væsen virker meget begejstret for de små ting i livet.
I mit eget tilfælde væksler jeg tit mellem at være begejstret for noget nyt – og være stokkonservativ, og ikke være i humør til at prøve noget som helst af. Sådan lidt moody – eller nok nærmere stædig. Tit handler det om, at jeg synes jeg har set noget før og så gider jeg ikke bruge tid på det. Jeg har før brugt undskyldningen med at jeg har set så meget af kloden, oplevet så meget osv. osv., at der ikke kan være meget nyt i det.
Men er det nu den rigtige indstilling?
Kunne det være, jeg kunne træne mig selv til at være mere positiv ved de mere almindelige ting her i livet. Ja, jo, jeg ved godt der er noget lidt hippie og Ole Henriksen over det. Men måske, kan jeg lære mig selv at se skønhed og underfundighed i de små ting her i livet.
Jeg vil i hvert fald prøve at se om, jeg ikke kan åbne øjnene og finde skønhed i selv de de basale ting.