Efter godt 20 års pause er jeg på Bali igen. Denne gang på alenetur med Eskild. Vi kom i går aftes og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg var lidt nærvøs for hotellet, da det virkede lidt tomt. Men jeg er blevet gjort til skamme i dag. Eskild har hygget sig 100%.
Det samme kan vi vidst ikke sige om hans far. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg mangler en bette luns arbejde, eller om min nuværende boligsituation (læs: mangel på) sætter nogle spor – ja, appropos cyclisk. Jeg har det bedre end hen af formiddagen, men har ikke lige fundet den helt rette tropeidyl frem.
Gad vide hvilke tanker der baksede rundt i min egen fars hovede for 20+ år siden, da vi ferierede her?
Iøvrigt skulle du sidde inde med et rejsetip til far og sønneke på fire så kast gerne en kommentar denne vej. Indtil videre har vi glasbundsbåd og elefantridning i sigtekornet.
Om en lille time fyrer Mygdal og Co. op under reboot 11. Traditionen tro, så er programmet ikke fastsat, og min onde plan er at komme og så springe på, der hvor jeg får lyst til at biddrage.
Temaet er “Action”, men om jeg bliver Action Man, Action Jackson eller blot sofadyr i en fatboy med en latte og en MacBookPro vil dagen vise.
Om ikke andet, så vil jeg prøve at score Dalager til en free beer og en gang skak på plænen. Og som Pollas så smukt sagde det sidste år til en god flok folk fra den danske bloggosfære, der stod og hyggede: “Det er jo internettet!”
Det er helt rigtigt; jeg har ikke blogget i ca. halvanden måned. Men, det er jo fordi jeg har haft det rigtig sjovt med at starte min lille virksomhed, Symbiotisk op.
Der kommer jeg til at arbejde med digital konceptudvikling og markedsføring, og mindsanten om jeg ikke er så godt i gang, at lave projekter, så sitet er mildest talt uimponerende. Nå ja, mekanikkerens bil virker heller aldrig vel.
I går aftes var jeg til koncert med Anthony and the Johnsons og blev nok – sammen med resten af publikum – blæst godt og grundigt igennem af hans fantastiske stemme og væsen. Og så var det lige det slog mig, at noget af det der fangede mig, er at hans tekstunviser og væsen virker meget begejstret for de små ting i livet.
I mit eget tilfælde væksler jeg tit mellem at være begejstret for noget nyt – og være stokkonservativ, og ikke være i humør til at prøve noget som helst af. Sådan lidt moody – eller nok nærmere stædig. Tit handler det om, at jeg synes jeg har set noget før og så gider jeg ikke bruge tid på det. Jeg har før brugt undskyldningen med at jeg har set så meget af kloden, oplevet så meget osv. osv., at der ikke kan være meget nyt i det.
Men er det nu den rigtige indstilling?
Kunne det være, jeg kunne træne mig selv til at være mere positiv ved de mere almindelige ting her i livet. Ja, jo, jeg ved godt der er noget lidt hippie og Ole Henriksen over det. Men måske, kan jeg lære mig selv at se skønhed og underfundighed i de små ting her i livet.
Jeg vil i hvert fald prøve at se om, jeg ikke kan åbne øjnene og finde skønhed i selv de de basale ting.
