I torsdags var vi en stor flok til Twestival i det kjøvenhavnske. Ud over det var enormt hyggeligt, og en masse kloge og søde mennesker kom og hyggede, så var der også nogle, der fik lov til at dele ud af deres viden.
En af dem var Joachim Bondo, der har lavet Deep Green – det eneste skakspil, jeg har købt til min telefon.
Det er en ret lille netverden nogle gange. Jeg faldt over Deep Green på Daring Fireball for et stykke tid siden og besluttede mig for at investere kr. 30,- i banditten. Jeg tænkte, det kunne være fedt at se et spil fra Apple’s gamle Newton folde sig ud på iTelefonen.
Min uforklarelige fascination
Nu er det lidt pudsigt med mig og skak. Jeg er slet, slet, slet ikke en god skakspiller. Men som min gamle far nok kan nikke genkendende til, så har jeg altid haft en facisnation med udformningen af selve brikkerne og brætet.
Jeg ved faktisk ikke helt hvad det er, der facisnerer mig så meget ved dem – og det er ikke noget jeg har stående fremme. Måske er der bare været ting, vi er dragede af, selvom vi ikke helt kan forklare hvorfor.
Tre lag i Deep Green
Men igen, når det kommer til Deep Green, så er det igen et eller andet ved håndværket, der fik mig til at købe det. Men det unikke her, er at det faktisk er to lag i håndværket, jeg synes holder.
Det visuelle er selvfølgelig helt i top, som du kan se:
Men i anden omgang, er det også selve brugergrænsefladen i spillet, der er kælet for. Den måde man rykker brikkerne på og får hints til hvor man skal rykke hen er helt i top.
Og så er der et tredie lag, jeg aldrig bliver færdig med at være fascineret af, men aldrig kommer til at forstå – netop fordi jeg er en middelmådig skakspiller. Selve den kode, der ligger bag, som styrer hvordan computeren rykker brikkerne.
Så nej, jeg bliver aldrig den store skakhaj, men jeg håber Joachim kommer til at trylle mere på skakfronten fremover.
Deep Green er i hvert fald fantastisk.
