You are a Social Liberal (68% permissive) and an… Economic Liberal (18% permissive) You are best described as a: Socialist Link: The Politics Test on Ok Cupid Also: The OkCupid Dating Persona Test

Den rammer meget godt, hvad jeg har stemt de sidste mange gange – og tabt, hver gang. Også selvom banditten er lavet til amerikanere.

{ via Shevy }

Alle os turister betalte godt en halvtedser i entré og fik fine puder at sidde på, samt kokossaft i bambus og lækre lokale chips. De lokale stod og kiggede over stofhegnet og så med.

Selve festivallen bestod af en række danse, krigsmaling, kampkunster og livemusik på nogle fede bambus- og metalinstrumenter. Meget primalt og samtidig med flere elementer af totalteater. Og ja, ildspyning!

Det sidste ‘ritual’ var så fællesdans til musik fra et anlæg. Dansen var en kombi af tradiotionelle moves tilsat turisthop. Musikken hiphop over lokale balinesiske rytmer efterfulgt af go’ moderne gangsta rap fra Cali-for-ni-a.

Og jo, de lokale har solgt autenciteten i deres religion ud. Men scorer så kassen på os turister, som er ok underholdt. Dog synes jeg det var interessant, at se så mange tilskuere daffe af til hiphoppen, somom at denne nytolkning af kultur og ritual ikke hørte hjemme i deres verdensbillede af et autentisk ritual under fuldmånens lys på en tropeø.

Måske er det faktum, at de bor på et hotel, der har et udendørs tempel, burde være et hint om at forholdet her mellem kommercialisering og religion ikke er så skarpt stillet op. Og dog, det kunne også være at de blot kunne gennemskue at det balinesiske beat holdt men rappen manglede lidt kant.

Fik jeg nævnt der var ild!?

Nå man triller halvvejs rundt om planeten, så er det klart at man falder ind i en kulturforskel eller femten.

Jeg støder typisk ind i følgende:

Flink balineser: Hello Sir! Hello boy! How are you?
Mig: Really goo, thanks!
Flink balineser [ser sig lidt omkring]: Where mom?
Mig [smiler]: Oh, we’re divorced.
Flink balineser [gør store øjne]: Oooh so sorry!
Mig: Ah don’t worry. We’re happy!

Som taxachauffeuren, der kørte os fra lufthavnen fortalte, så bliver man ikke sådan skilt her. Omvendt kunne jeg fortælle, at pigers familier ikke betaler medgift i Danmark, da samtalen drejede ind på det emne.

Kun nogle enkelte eksempler, men jeg har heller ikke de store forventninger til at komme ind under huden på de lokale, når jeg er her i tolv dage som turist.

Disclaimer: Indlæg skrevet på tøselatte.

Det samme kan vi vidst ikke sige om hans far. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg mangler en bette luns arbejde, eller om min nuværende boligsituation (læs: mangel på) sætter nogle spor – ja, appropos cyclisk. Jeg har det bedre end hen af formiddagen, men har ikke lige fundet den helt rette tropeidyl frem.

Gad vide hvilke tanker der baksede rundt i min egen fars hovede for 20+ år siden, da vi ferierede her?

Iøvrigt skulle du sidde inde med et rejsetip til far og sønneke på fire så kast gerne en kommentar denne vej. Indtil videre har vi glasbundsbåd og elefantridning i sigtekornet.

Temaet er “Action”, men om jeg bliver Action Man, Action Jackson eller blot sofadyr i en fatboy med en latte og en MacBookPro vil dagen vise.

Om ikke andet, så vil jeg prøve at score Dalager til en free beer og en gang skak på plænen. Og som Pollas så smukt sagde det sidste år til en god flok folk fra den danske bloggosfære, der stod og hyggede: “Det er jo internettet!”

I mit eget tilfælde væksler jeg tit mellem at være begejstret for noget nyt – og være stokkonservativ, og ikke være i humør til at prøve noget som helst af. Sådan lidt moody – eller nok nærmere stædig. Tit handler det om, at jeg synes jeg har set noget før og så gider jeg ikke bruge tid på det. Jeg har før brugt undskyldningen med at jeg har set så meget af kloden, oplevet så meget osv. osv., at der ikke kan være meget nyt i det.

Men er det nu den rigtige indstilling?

Kunne det være, jeg kunne træne mig selv til at være mere positiv ved de mere almindelige ting her i livet. Ja, jo, jeg ved godt der er noget lidt hippie og Ole Henriksen over det. Men måske, kan jeg lære mig selv at se skønhed og underfundighed i de små ting her i livet.

Jeg vil i hvert fald prøve at se om, jeg ikke kan åbne øjnene og finde skønhed i selv de de basale ting.

Her til morgen faldt jeg over konceptet “Long Portrait” – hvor man skyder et videoportræt på godt 30 sekunder. Sjovt koncept, så jeg prøvede det af med det samme:

Flickr er spækket med portrætter af denne art, men du kunne også trylle lidt og tage et portræt selv, ik’?

Sidste århundrede

I midt 90′erne hånede jeg mine gode venner Tue og Terje fordi de havde købt mobiltelefoner. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvad almindelige mennesker skulle med dem. Nok mest fordi, jeg havde hørt en mand stå på Nivå station nogle dage før, og fortælle sin kone, at han var forsinket, så hun skulle vente med kartoflerne. Mikrokoordinering… forget it.

I slut 90′erne var jeg til en fest, hvor jeg stod og hårdnakket stod og diskuterede klima med en gut. Jeg talte for, at alt det der klimahajs var noget opspind, og henviste til en eller anden FN-rapport, som såede en masse tvivl om klimaforskning, og olieindustriens effekter på klimaet. Et årti senere kom Al Gore så med nogle væsentligt bedre argumenter, end mine febrilske opstød – som iøvrigt ikke var overbevisende den gang heller.

En ny æra, skulle man tro

I dette årtusinds spæde år skrev min fantastiske ven, Jonas, og jeg et projekt om øjenstyring. Vi manglede en skrivespand til mig på det gamle ITU på Glentevej, og Jonas foreslog, at jeg skulle bruge en iBook. Mest tænkte jeg, at det der Mac var noget overvurderet crap. Specielt efter en del kampe med OS 9 i Pentagon på RUC. Det viste sig, at brugergrænsefladen i Word på OS X var væsentlig bedre end den der var i Word til Windows XP på det tidspunkt. Godt 6 måneder senere købte jeg min første Mac, og har ikke brugt andet siden, når jeg har kunnet slippe afsted med det.

At fejle professionelt og leve med det

Nu har jeg tænkte meget over mine personlige fejltagelser. Jeg ved ikke helt præcist, om der gemmer sig meget andet lærdom i dem, end at jeg ved, at jeg tager fejl. Og at mine meninger om ting ændrer sig gennem tiden. Det er trods alt menneskeligt at fejle.

Men jeg har stenet lidt over, hvordan jeg forholder mig til, når jeg har fejlet professionelt. Du ved, givet det forkerte råd, valgt en forkert løsning, kæmpet hårdnakket for et forkert medium, et forkert CMS, overvurderet mine egne evner i forhold til et løfte, en deadline, et mål. Basalt set er det en følelse af at have svigtet andre; kunder, leverandører, kollegaer, chefer. Og igen er det personlige erfaringer, men er der lærdom? Jeg ved det ikke.

Der er i hvert fald også ekkoer, der dukker op ind i mellem, men som vel er med til at støbe den jeg er professionelt – og også privat.

Det er en organisation, min kæreste lavede lidt arbejde for i foråret, men meget vigtigere er der, at det er et cool initaitiv, som skal hjælpe flygtinge verden over med at finde deres familiemedlemmer, som ellers kunne være forsvundet for evigt.

Kast en mønt efter dem, eller støt dem på anden vis, hvis du har lyst. Det er nogle engagerede, og søde mennesker, der står bag.

Ja, det er sol, jord og måne. Og ja, bare kald mig jubeloptimisk eller blot hippie.

{ Via Kevin Kelly }